Brændgaards Have

Disse er kendt som zonale geranier, fordi mange har zoner eller mønstre i midten af bladene, dette er bidraget fra Pelargonium zonale- forælderen. De kaldes også Pelargonium × hortorum Bailey . Zonale pelargonier er tetraploide.

Zonale pelargonier er for det meste busklignende planter med sukkulente stængler, der dyrkes for deres blomsters skønhed, traditionelt røde, laksefarvede, violette, hvide eller lyserøde. Den skarlagensrøde farve tilskrives bidraget fra P. inquinans . Blomsterne kan være dobbelte eller enkelte.

Der findes hundredvis af zonalsorter til salg, og ligesom andre sorter sælges de i serier såsom ‘Rocky Mountain’,  som hver især er opkaldt efter sin dominerende farve, f.eks. ‘Rocky Mountain Orange’, ‘White’, ‘Dark Red’ osv .

• (i) Basisplanter – Modne planter med et løv, der normalt overstiger 180 mm i højden over pottens kant. Til udstilling bør disse dyrkes i en potte, der er over 120 mm i diameter, men normalt ikke over165 mm.
• (ii) Dværgplanter – Mindre end basisplanterne. Modne planter med løv, der er mere end 125 mm over pottens kant, men normalt ikke mere end 180 mm. Til udstilling bør de dyrkes i en potte, der er mere end 90 mm, men ikke over120 mm. De bør ikke overstige 200 mm i højden, når de dyrkes i en 11cm potte.
• (iii) Miniatureplanter – Langsomtvoksende pelargonier. Modne planter med løv, der normalt er mindre end 125 mm over pottens kant. Til udstilling bør de dyrkes i en potte, der ikke overstiger 90 mm. De bør ikke overstige 125 mm i højden, når de dyrkes i en 9cm potte.
• (iv) Mikro-miniatureplanter – Mindre og langsommere voksende end miniaturepelargonier. Modne planter med løv, der normalt er mindre end 100 mm over pottens kant. De bør ikke overstige 75 mm i højden, dyrket i en 6 cm potte. Normalt er der ingen separate klasser for disse i udstilling og vil derfor normalt blive vist som miniaturezoner.
• (v) Deacon-sorter – Genetisk hybrid svarende til en stor dværgsort. Til udstilling (når den vises i en separat klasse), normalt dyrket i en potte, der ikke overstiger 125 mm, ellers som for dværgzoner.
• (vi) Stellar-sorter – En relativt moderne genetisk hybrid, der stammer fra arbejdet udført af den australske hybridisator Ted Both i slutningen af ​​1950’erne og 1960’erne fra krydsninger mellem australske arter og zonale typer. Let identificerbare på deres karakteristiske halvstjerneformede blade og slanke blomsterblade, der skaber et indtryk af at være stjerneformede (eller femfingrede). Enkeltsorter har tendens til at have større, aflange, trekantede kronblade, hvorimod dobbeltsorter har tendens til at have tynde, fjerklædte kronblade, der er tæt pakket sammen. Til udstillingsformål er der en separat klasse for ‘Stellar’-sorter, men da de er zonale, kan de vises i en åben klasse for basis-, dværg- eller miniaturezonale sorter (medmindre andet er angivet).

Zonepelargonier med fancyblade – udover at have grønne blade med eller uden zoneinddeling har denne gruppe også blade i forskellige farver, der nogle gange bruges til klassificering til udstillingsformål, f.eks. ‘Bicolour’, ‘Tricolour’, ‘Bronze’ eller ‘Gold’. Andre bladtyper er: ‘Black’ eller ‘Butterfly’. Der forekommer et stigende antal af disse planter med prangende blomster;

• (a) Tofarvet – omfatter dem med hvide eller cremefarvede årede blade eller dem med to forskellige farver med klart definerede kanter.
• (b) Trikolore – (Kan være sølvtrikolore (normalt kaldet et sølvblad) eller en guldtrikolore).
  • (i) Guldtrikolor – Blade i mange farver, herunder rød og guld, men normalt med klart definerede kanter af gylden gul og med en bladzone, normalt rød eller bronze, der overlapper to eller flere af de andre forskellige bladfarver, således at selve zonen fremstår som to eller flere forskellige farver.
  • (ii) Sølvtrifarvet eller sølvblad – Disse ligner typisk en normal plante med to farver, typisk grøn og lys cremefarvet eller hvid; den tredje farve består normalt af bronzezoner. Når disse zoner dækker den grønne del af bladet, anses de for at repræsentere en sølvfarve.
• (c) Bronzebladede – Grønne eller gyldne/grønne blade med en kraftig bronze- eller kastanjefarvet midtzone, der kaldes en medaljon. Til udstillingsformål, når den udstilles i en specifik ‘Bronze’-klasse – Skal over 50 % af bladoverfladen være bronzefarvet.
• (d) Guldbladet – Blade farvet gylden/gul eller grøn/gul, men uden tendens til grønt. Til udstillingsformål, når de udstilles i en specifik ‘Guld’-klasse – Skal over 50 % af bladoverfladen være gylden.
• (e) Sortbladet – Blade farvet sorte, lilla-sorte eller med tydelige store mørke zoner eller midtermarkeringer på grønt.
• (f) Sommerfuglebladet – Blade med en sommerfugleaftegning i en tydelig tone eller farvetone midt på bladet. Dette kan forekomme i mange af de farvede bladsorter.

Zonale pelargonier har mange blomstertyper, som følger: 

• (a) Enkeltblomstret (S) – hver blomsterkerne har normalt ikke mere end fem kronblade. Dette er standardblomstersættet for alle Pelargonier.
• (b) Halvdobbeltblomstret (SD) – hver blomsterkerne har normalt mellem seks og ni kronblade.
• (c) Dobbeltblomstret (D) – hver blomsterkerne består af mere end ni kronblade (dvs. det dobbelte af standardblomstersættet), men ikke ‘hjertet’ som knoppen på en rose, f.eks. dværg-‘Dovepoint’, der har fulde dobbeltblomstrede blomster.
• (d) Rosenknop (eller noisette) blomstrer – hver blomst er helt dobbelt og ‘hjertet’. De midterste kronblade er så talrige, at de forbliver uåbnede ligesom knoppen på en rose. 
• (e) Tulipanblomstrende – har halvdobbelte blomster, der aldrig åbner sig helt. De store, kopformede kronblade åbner sig lige akkurat nok til at ligne en miniaturetulipan.
• (f) Fugleægsgruppen – med blomster med kronblade, der har pletter i en mørkere nuance end grundfarven, ligesom mange fugleæg. 
• (g) Plettet blomstergruppe – med kronblade, der er markeret med stænk og pletter i en anden farve, f.eks. ‘Vectis Embers’.
• (h) Fjerpen (eller kaktusblomstrende gruppe) – med kronblade snoet og foldet som en fjerpen. 

“Zonquil”-pelargonier er et resultat af en krydsning mellem zonale pelargonium-kultivarer og P. quinquelobatum .