Botaniske navne
Takket være Carl Von Linné har alle planter et botanisk navn på latin og der er flere grunde til, at det kan være en fordel at kende det botaniske navn. Planternes botaniske navn er delt op i følgende tre segmenter:
Slægtsnavnet:
Det botaniske navn består af et slægtsnavn. Det skrives først og med stort begyndelsesbogstav. Det fortæller, hvilken planteslægt planten kommer fra.
Artsnavnet:
Efter slægtsnavnet kommer altså et artsnavn, og dette skrives med småt begyndelsesbogstav. Artsnavnet gør det muligt at kende forskellige planter fra samme slægt fra hinanden. Artsnavnet kan henvise til, hvordan planten ser ud, hvor den vokser, eller hvordan den har været anvendt.
Sortsnavnet:
Sortsnavnet er det navn, forædlerne har givet planten, når de har fremavlet en ny hybrid. Uden sortsnavn er der altså tale om den oprindelige art. Med sortsnavn har vi en hybrid. Sortsnavne kan være meget kreative. De kan være grebet helt ud af den blå luft uden sammenhæng med plantens udseende. Planten kan fx være opkaldt efter forædlerens kone eller børn, eller navnet kan henvise til plantens udseende. Har planten måske ”rosa kinder” kunne sortsnavnet indholde ordet “blush”.
Synonymer:
Der findes en del planter, som har skiftet botanisk navn. Her kan man undertiden se dem skrevet med to navne med et “syn.” imellem, det betyder synonym. Fx hedder blomsten dusksalvie nu Salvia viridis, men tidligere hed den Salvia horminum. Da en del kender planten under det oprindelige navn, vil der være steder, hvor planten skrives med begge navne med et “syn.” imellem som en slags service til dem, som endnu ikke har lært det nye navn: Salvia viridis (syn. Salvia horminum). Årsagen til, at plantenavne skifter en gang imellem, er ofte, at nyere genforskning har vist, at planternes slægtskab er lidt anderledes end først antaget, og nogle planter bliver derfor flyttet rundt. I den forbindelse får de nye navne.
Familier, underfamilier og grupper:
Ud over slægtsnavnet inddeles planterne i klasser, familier, underfamilier og grupper. Et eksempel på en plantefamilie er kurvblomstfamilien. Kurvblomstfamilien er rigt repræsenteret blandt de blomster, vi dyrker i haverne. I kurvblomstfamilien finder vi blandt meget andet solsikke, morgenfrue, fløjlsblomst og georgine. Inddelingen i underfamilier og grupper bliver for kompliceret at komme nærmere ind på her. Langt hen ad vejen er det nok at kende til planternes slægts- arts- og sortsnavne for at kunne begå sig i planteskolen.
Søg og find betydningen af latinske begreber:
Etymologi:
1. led i ordet Ginkgo kommer af japansk gin ‘sølv’ og kyo ‘abrikos’, af kinesisk oprindelse, 2. led af latin bilobus ‘tolappet’.
Tempeltræet blev først præsenteret for europæiske botanikere af en hollandsk kirurg, der bemærkede træet i 1692 på en rejse til Japan og beskrev det i 1712 under navnet ginkgo. Det første træ i Europa blev plantet ca. 1727 i den botaniske have i Utrecht, hvor samme individ stadig lever. Et eksemplar, der vokser i Korea, er 3000 år gammelt og 60 m højt.
De karakteristiske, græsgrønne blade er vifteformede og oftest tolappede. Det er grunden til, at den svenske botaniker Linné i 1771 gav træet artsnavnet biloba, således at træets latinske betegnelse blev Ginkgo biloba. Træet er så specielt, at det henføres til sin egen gruppe sideordnet med taks, nåletræer og koglepalmer. Arten udgør den sidste rest af en plantegruppe, der opstod for ca. 170 mio. år siden i den ældste del af Jura. Ginkgotræerne opnåede maksimal udbredelse i Jura, hvor de dannede skove overalt på jorden med undtagelse af Antarktis. Kun Ginkgo biloba er nu tilbage som eneste repræsentant for den tidligere meget artsrige og dominerende plantegruppe. Den kaldes derfor ofte for “levende fossil”.
Ginkgo er et yndet have- og parktræ, som tåler lave temperaturer. Det tåler endog stærk luftforurening og er derfor velegnet som vejtræ. Hvis hantræer og huntræer plantes ved siden af hinanden, vil der udvikles frø. De sidder to sammen på enden af en stilk og er omgivet af et meget ildelugtende, kødet lag, der kan være til lugtgene, når frøene ligger på fortov og vejbane. Selve frøet spises som ristede “nødder”. Pga. træets medicinske betydning tilplantes nu større områder, således at ginkgoskoven er “genopstået” i Bordeaux i Frankrig, og også i South Carolina, USA, er plantet et stort antal ginkgotræer. Træets ved er ikke stærkt og anvendes derfor ikke som tømmer.
Ginkgo har været brugt i Kina i flere tusinde år mod astma og hoste samt som hjernestyrkende medicin. Det fremføres ofte, at buddhistmunke har anvendt ginkgo som middel til at hæmme urinproduktionen, således at de bedre kunne holde sig under de lange tempeltjenester, men dette er ikke bekræftet. Siden 1970’erne er præparater med ekstrakt af ginkgoblade også kommet frem i Vesteuropa. Tørrede ginkgoblade indeholder flavonoider (1%) og terpener (0,1%), som hver for sig eller tilsammen antages at modvirke mindsket blodtilførsel til bl.a. hjernen. Ved korterevarende forsøg har ginkgo vist sig at have en vis virkning ved svækkelse af hukommelse, koncentrationsevne o.l. Giftvirkninger er ikke kendt.
Skrevet af: Jette Dahl Møller, Knud Ib Christensen,Lars Serritslev, Jens Overø.
Artiklen indeholder tekst fra: Den Store Danske
Senest ændret: 12. oktober 2012, se alle ændringer
begrænset anvendelse. Citere eller anvende?
Hentet 12. juni 2025 fra https://lex.dk/Ginkgo_biloba