Roserne beskæres, når risikoen for hård frost er ovre. Tidligere var anbefalingen midt i april, men med vores milde vintre er det efterhånden allerede i slutningen af marts eller begyndelsen af april. Lidt frost efter beskæring kan roserne godt tåle. Når de at sætte store nye skud, kan disse svides af en sen nattefrost, og her kan det være en god ide at beskytte dem med et lagen eller fiberdug natten over. Skulle det alligevel ske at man ikke får dækket roserne, så vil de sætte nye skud. Det koster ekstra energi, og kan forsinke blomstringen en smule, men rosen skal nok overleve.
Grundregler for beskæring af roser
Selvom man anvender forskellige beskæringsmetoder, er der nogle grundregler som gælder for alle roser.
- Fjern alle visne og døde grene ved basis. Evt. under jordoverfladen.
- Skær beskadigede og knækkede grene væk under det dårlige sted.
- Fjern grene, der vokser på tværs eller indad mod midten af rosen.
- Fjern de små, piberensertynde skud, der vokser frem fra basis. De bliver alligevel aldrig til noget.
- Afkort rosens lange skud til den ønskede længde, så du opnår en harmonisk plante.
Der er stor forskel på, hvor meget roser skal beskæres. Det afhænger af arten og sorten:
- De vilde rosenbuske behøver stort set ikke at blive beskåret. Her fjerner du blot døde og syge grene. Hvis busken er blevet meget tæt og filtret, eller den mistrives, kan du forynge den ved at klippe den helt ned til ca. 20 cm over jorden.
- I et klassisk rosenbed med storblomstrede roser skal roserne skæres ret kraftigt tilbage om foråret. På den måde får du en tættere rosenbusk, der ikke bliver bar i bunden. Ofte kan roserne skæres helt ned til 20 cm over jorden. Du kan også nøjes med at skære dem halvt ned, hvis der er en god grendeling.
- Historiske roser og de nye engelske roser i gammeldags stil bliver smukkest, hvis de får lov at blive til lidt højere buske. Her anbefales det at skære skuddene cirka en tredjedel tilbage i april.
- På klatreroser klippes skud fra forrige år ind, så der kun er 2-3 øjer tilbage på hvert skud. Ved at holde skuddene korte, sikrer du en tættere blomstring og undgår at blomsterne tynger de lange skud ned. Hovedstammen eller stammerne bevares fra år til år. Fjern også døde og visne grene. Du kan forynge klatrerosen ved at skære et par af de gamle stammer helt ned og lade nye, lange skud fra bunden tage over.
Du bør altid beskære rosen lige over en knop, som vender udad. Så vil den nemlig sætte et nyt skud her, som vokser væk fra stammen. Det gør, at rosenbusken bliver mere åben og dermed mindre modtagelig for svampesygdomme og lign.

Klip også de visne blomster af på roser, der blomstrer flere gange (remonterende). Derved får du flere blomster senere på sommeren. Hvis du vil have dine vilde roser til at sætte hyben, skal du ikke klippe de visne roser af.

Har du brug for yderligere hjælp, kan du på Haveselskabets hjemmeside finde du en stor guide om beskæring af roser. Ligesom du på Haveselskabets YouTube kanal kan se, hvordan havearkitekt Frank Kirkegaard beskærer buskroser: