Hvordan beskærer du træer og buske?
Hvad enten du beskærer om sommeren eller om vinteren, er metoden den samme.
Gode råd til beskæringen:
- Start med at gøre dig klart, hvad formålet er med beskæringen.
- Sørg for, at den beskæresaks eller sav, du skal bruge, er skarp, så snittet bliver så rent som muligt. Det giver mindre risiko for, at såret bliver angrebet af bakterier eller svampe.
- Hav gerne forskellige slags haveredskaber til rådighed, så de små grene kan tages med et næb eller en beskæresaks og de kraftige grene kan tages med en sav.
- Haveredskaber med en teleskopstang kan være en fordel. Her kan du blive stående på jorden og beskære grene der sidder højt oppe. Det giver mulighed for hele tiden at gå til og fra og vurdere, hvordan det beskårede træ tager sig ud.
- Det er let at blive grebet af arbejdet og ende med at få skåret alt for meget af. Så husk indimellem at træde nogle skridt tilbage og vurdere resultatet.
- Træets eller buskens grene fylder meget, når de er skåret af, så tænk over, hvordan du vil slippe af med haveaffaldet. Mindre grene, kviste og blade kan komme på komposten, mens større grene kan bruges til brænde, huler eller flethegn/kvashegn eller laves til flis med en flismaskine. Du kan også køre grenene på genbrugspladsen.
Beskæring af buske:
- Fjern hver 3. gren hvert 3. år, indtil busken har fornyet sig helt.
- Klip grenene 10 cm højt og fjern hver 3. gren hvert år.
- Udtyndning af ældre buske kan ske ved at fjerne ca. 25-30% af de ældste, tykkeste grene hver vinter.
- Frugtbuske kan beskæres i løbet af efteråret og vinteren for at sikre frugtproduktion.
Mange buske, der får lov at vokse naturligt, bliver efterhånden høje og åbne forneden.I nogle tilfælde er det en ulempe, at busken bliver for høj eller for åben forneden, fx hvis den bruges i en fritvoksende hæk eller et hegn, hvor den skal skærme haven af.
Du kan forynge busken ved at skære alle grene ned til ca. 20 cm over jorden. Året efter vil busken sætte en masse nye skud fra bunden, så den bliver fin og tæt igen. Det kan være nødvendigt at fjerne en del af de nye skud, så resten har plads til at udvikle sig ordentligt. Det er bedst at rive dem af, da de ellers sætter flere nye skud.
Du kan også holde buske unge og tætte ved at fjerne de ældste grene – dvs. de kraftigste og mørkeste – en gang om året, fx lige efter at busken har blomstret. De skal skæres af ca. 20 cm over jorden.
Ikke alle buske behøver at blive skåret. Nogle buske kan med tiden blive til kønne små træer, hvis du stammer den op ved at fjerne de nederste grene til en vis højde, så de får en eller flere stammer og en krone.
